Om markedsføring og internettet

Web 2.0 og web 3.0 - hvad er nu det for noget?

Ligesom softwareprogrammer har internettet fået versionsnumre :-) 

Jeg fik lyst til at skrive lidt om dette, da web x.0 ofte nævnes rundt omkring, men mange stadig ikke kender begreberne. Kort fortalt er web 1.0 og 2.0 vores nuværende internetteknologier, mens web 3.0 er de vi gætter på bliver fremtidens internetteknologi.

Web 1.0, 2.0, 3.0 osv. er derfor bare betegnelser til at beskrive større tendenser i funktionaliteter på internettet. Personligt, så finder jeg brugen af dem lidt pop’et. Især når de bruges i forbindelse med kurser og lignende for at overbevise folk om, at de virkelig har brug for et kursus om ‘web 3.0′. Det er endnu værre, når man så læser et interview med en der har deltaget på et sådant kursus, og som vil tage informationen med hjem og bruge i den lokale offentlige institution :-) Omvendt er det positivt, at begreberne kan være med til at skubbe udviklingen på internettet fremad!

Der er ikke nogen organisation eller person, der kan definere web x.0 endeligt, da der ikke er nogen, som har patent på begreberne, men der er i dag rimelig konsensus om, hvad web 1.0 og web 2.0 er.

Web 2.0

Tim O’Reilly og Dale Dougherty er formodentlig dem, der først fandt på begrebet web 2.0. Han mente, at der var noget, som adskilte de internetselskaber, der døde under dotcom-boblen, fra de internetselskaber der overlevede. Overleverne kaldte han web 2.0. Nogle af de bedste eksempler, som jeg bruger på at forklare forskellene på web 1.0 og 2.0 er…

  • I stedet for et leksikon, som få personer opdaterer, så har vi i web 2.0 et wikipedia, som mange opdaterer.
  • I stedet for en personlig hjemmeside, så har vi en blog, der lægger op til at du udfolder dig mere åbent, og folk kan kommentere dine indlæg.
  • På et internetside er det lige så meget brugerne, der skaber indholdet, som det er webredaktører.
  • En applikation fra en internetside kan bruges på andre internetsider, f.eks. widgets på Facebook.
  • Webapplikationer træder i stedet for desktopapplikationer, f.eks. Gmail i stedet for Microsoft outlook.

Nøgleord for web 2.0 er derfor: social, samabejde, interaktivitet. Web 1.0 bliver så defineret udfra dette og er det modsatte, dvs. mere envejskommunikation.

I dag skal enhver hjemmeside med respekt for sig selv derfor have en web 1.0 del med information fra ejeren af hjemmesiden, men det er ikke nok. Den skal udbygges med en eller flere web 2.0 funktionaliteter, som giver brugerne mere grund til at komme tilbage. Den helt store ide i web 2.0 er nemlig, at der er flere, som kommer tilbage til en hjemmeside, hvis den har et socialt element. Det er oplagt, at folk ikke gider at læse en brochure mere end en gang (hvis de overhovedet gider dette), men hvis der er en løbende diskussion om emnet blandt brugerne, så skal de nok komme tilbage.

Web 1.0 og web 2.0 er derfor mere eller mindre standard på internettet i dag. Det nye er så, at vi selvfølgelig skal se fremad. Hvilke fantastiske muligheder kan der ligge på nettet i fremtiden? Hvad bliver web 3.0… web 4.0… eller web 5.0?

Hvad er Web 3.0?

Da det er en forudsigelse af fremtidens teknologier, så er der ikke samme konsensus om dette begreb. Der er forskellige personer, der fremfører forskellige ideer, og da web 2.0 også er et meget bredt begreb, kan det også sagtens være, at web 3.0 bliver det. Indtil vi er der, vil der dog være forskellige retninger, som slås om opmærksomheden.

Den mest toneangivende tendens lige nu er Tim Berners-Lee’s tanke om det semantiske web. Tanken er at internettet vokser eksplosivt, og at vi dermed vil få endnu større problemer med at finde og sortere i al den information, som vi lige pludselig har tilgængelig. Google vil med sine nuværende metoder ikke kunne give gode søgeresultater, og der skal derfor andre former for søgning og indeksering af internettet til. Søgemaskiner og deres agenter skal derfor blive mere intelligente.

Andre mulige web 3.0 udviklinger er f.eks…

  • Det man kan kalde 3D web, som f.eks. Second Life eller en tilsvarende service kan udvikle sig til.
  • Det omsiggribende web, hvor internettet går ind i hele vores dagligliv, og er en del af alt lige fra vores tandbørste til vores sko.
  • Små og hurtige applikationer, der har alle dine informationer, altid er online, og kan tilgås fra alle steder.
  • Kom med dit eget bud :-)

En ting er dog sikkert. Det kræver rigtigt mange ressourcer i form af penge og tid, før vi ser nogen stor udbredelse af noget, som man kan kalde web 3.0. Det tager år.

Hvad er der på den anden side af web 3.0?

Da det først gik op for folk, at internettet nu blev delt op i versioner, er der mange der er kommet med mere eller mindre seriøse bud på hvad web 4.0, web 5.0, web 6.0 osv. bliver. De fleste er dog humoristiske. Nogle af de mere seriøse tanker er f.eks. at…

  • Internettet kan begynde at lære selv ved hjælp af en form for kunstig intelligens.
  • Du og alle andre er altid online, alle dine information er online og opdateres realtime. Intelligente agenter kan derfor hjælpe dig i ekstrem grad, da de ved alt om dig og dine venner osv.

Det var alt for denne gang…

Gemt Under internettet, semantiske web, web 4.0, web 2.0, web 3.0, Online marketing // 1 Kommentar

TDC kabel TV har skiftet navn til Yousee

… og det er et godt skift af navn. For den almindelige borger har TDC og TDC kabel TV fremstået som det samme. Der er mange negative associationer tilknyttet det gamle telemonopol, og der er ingen grund til at det skal smitte af på kabel TV forretningen.

I forhold til private kunder er TDC telefon og bredbånd via fiber- og mobilnet, mens Yousee er kabel TV, bredbånd og telefonydelser via kabel TV nettet.

Navnskiftet kan  skabe mere klare brands for både TDC og Yousee, og samtidigt slipper det Yousee mere fri nu hvor den indbyrdes konkurrence mellem de to divisioner er voksende. For kunderne signalerer de to brands nu helt to forskellige ting - og Yousee er et meget stærkere brand end en tre bogstavskombination.

Link: http://om.tdc.dk/publish.php?id=13832

Gemt Under Brand, Strategi, Marketing // Skriv Kommentar

KommunikationsCast

Jeg er lige nu ved at pakke mine sidste ting i flyttekasser. I morgen flytter jeg ud i Ørestaden. Den nye bydel i København, som i løbet af de næste par år nok skal vokse sig stor og flot :-)

I øjeblikket bruger jeg derfor meget tid sammen med min iPod. Udover musik går tiden også med gode og indholdsrige podcasts… Nogle af de bedste er Orientering, Esmanns Verden og 60 minutes. Af den mere underholdende genre er der også De Sorte Spejdere.

Det er dog ikke dem, som jeg gerne vil fortælle dig om. Det er et podcast, der hedder KommunikationsCast.

Til min store glæde er det et ugentligt podcast om marketing, som jeg lige er stødt på. De to værter Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam fortjener stor ros for initiativet.

Det første KommunikationsCast program jeg hørte var deres nummer 25. Det havde i første omgang nogle tegn på manglende analyse, men rørte flere gode emner. Det havde lidt karakter af to personer, der mødtes og talte sammen om et par aktuelle emner, som de fandt interessante, men desværre manglede indsigt i nogle af de emner, som de talte om.

Fra nummer 29 skiftede KommunikationsCast helt karakter, og det fremstår mere professionelt. Simpelthen fordi de har udnævnt nogle “eksperter”, som de taler med, og fordi de ringer til aktuelle personer. Det betyder, at deres roller er skiftet mere til noget der ligner journalistens - med alle de fordele og ulemper som de giver.

Det virker som om, at det er et rigtigt godt podcast - og jeg ser frem til at høre med fremover. Det kunne også være interessant at vide, hvormange der egentlig hører med?

Lige en sidste ting om podcasts. Jeg ville aldrig have set et program som KommunikationsCast på TV, hvis det fik sendetid. Men som podcast er det fantastisk at kunne bruge sin tid på noget fornuftigt, mens jeg alligevel laver noget andet, som f.eks. når jeg pakker mine ting i flyttekasser.

Gemt Under podcasts, Marketing // Skriv Kommentar

K-salat: Valget faldt på en ufokuseret strategi

K-salat blev rigtigt kendt i den danske befolkning for år tilbage med deres slogan ‘Det er godt at du kan få salat med K på’. I dag er K-salat ejet af Rieber & Søn, og er gået ind på helt andre slagmarker. De vil erobre markedet for færdigretter med nye produkter, såsom Boller i Karry, Bali kyllingegryde, Herregårdsgryde m.fl. Det hele er ‘branded’ med K-salat, og foreløbig har de markedsføringsmæssigt startet kampen med hængeskilte i busserne.

Rieber & Søn har efter min mening taget et helt forkert strategisk valg. 

Hvis de har kapital nok, så kan det være i orden at gå ind på markedet for færdigretter, men det er ikke særlig klogt, at gøre det under deres K-salat brand. Det vil ikke gøre noget godt for deres færdigretter og vil samtidigt sløre deres salat brand. Og hvorfor vil det så gøre det?

Det har konsekvenser på to fronter. Internt vil virksomheden blive mere ufokuseret, og eksternt vil forbrugeren blive i tvivl om deres brand.

Det er altid lettere for medarbejderne i en virksomhed at fokusere på ét mål og løbe hurtigt for at nå det. I det øjeblik der begynder at være flere sidestillede mål, så begynder det at blive svært. Samtidigt er de økonomiske midler til investering i produkter og markedsføring ofte en knap ressource, og tit bliver det det nye som der fokuseres på, og så går det udover kerneforetningen. Selv den sundeste foretning kan ikke køre sig selv, hverken ledelses- eller investeringsmæssigt. Det går kun godt indtil, der kommer en fokuseret konkurrent.

Et kendt brand er ikke et stempel, der bare kan sættes på hvad som helst, hvorefter det bliver en succes. Coca-Cola kan godt lave f.eks. en Coca-Cola bil. De har økonomien til det, men de vil aldrig kunne få en betydende markedsandel, hvis de kaldte den noget med Coca-Cola og beholdt aktiviteten i samme selskab. Et brand er noget værd, fordi det er kendt for noget specifikt. I forbrugernes syn er det umuligt at være ekspert i flere forskellige ting på samme tid. Der vil altid være én ting, der relateres mest til et brand, og jo færre andre ting det kan relateres til - jo stærkere er det. Coca-Cola er Cola sodavand, Mercedes er dyre biler, Baresso er kaffe osv.

K-salat har en bred genkendelse i den danske befolkning - og mange husker deres slogan ‘Det er godt at du kan få salat med K på’. Når forbrugerne tænker på K-salat, så tænker de på salater og ikke på færdigretter. De ved at K-salat er specialister og dermed gode til salater. I det øjeblik de kommunikere ‘færdigretter’ mister de deres fokuserede brand, og et ufokuseret brand vil på sigt også gå ud over deres salat forretning.

Resultatet vil derfor blive, at K-salat sikkert får en lille markedsandel på færdigret markedet, men den er ikke stor nok til at give noget særligt på bundlinien, og samtidigt vil deres salat foretning i den nærmeste fremtid begynde at gå tilbage.

Hvis jeg var Rieber & Søn ville jeg have valgt en af følgende to løsninger i stedet:

  1. De kunne have valgt ikke at investere i færdigret markedet, og i stedet investere mere i salat markedet for at tage større markedsandele. Det er bedre at være stærk i én kategori end at være svag i to kategorier.
  2. De kunne udvikle og markedsføre et helt nyt færdigret brand og placere det i et selvstændigt selskab. De kunne så brande det som et sundt, hurtigt eller let måltid mad - alt efter hvor de helst ville positionere sig.

Begge løsninger ville have været bedre end den, som Rieber & Søn har valgt.

Gemt Under Strategi, Marketing // Skriv Kommentar

Apple’s iPod touch: En sikker succes

For et par dage siden havde jeg fornøjelsen af at iagttage fem 9-10 årige børn, der var på vej til skole i bus.

Den ene med langt lyst hår i en hestehale og briller var så heldig og være den eneste med en Ipod. Mere specifikt en turkis iPod nano.

Han vendte sig rundt og viste den til drengene på sædet bagved og reaktionen udeblev ikke. De var tilpas imponerede og den lykkelige ejer fik et velundt hak op ad i statusordenen.

Det var i det øjeblik, at en pige der sad bagved sagde, “Sådan en har jeg også derhjemme”, hvorefter en af drengene svarede “Ja, men den er jo gammel, og den her farve er meget federe”.

Udviklingen går hurtigt og jeg kan sagtens forestille mig, at pigen har siddet i samme lykkelige situation med sin nye iPod for et halvt år siden. Nu er den bare blevet gammel.

Det er den effekt, som Apple’s produkter af flere årsager har i dag. Hvis du lever for det kick, at alle dine venner og dem du møder et kort øjeblik synes at du er for fed, så er der et produkt, som du skal købe den 28/9-2007. Det er Apple iPod touch.

Gemt Under Marketing // Skriv Kommentar