Om markedsføring og internettet

Problemet med Socialdemokraternes strategi

Socialdemokratiet går tilbage i meningsmålingerne. Skyldes det medierne og deres eksperter, som Helle Thorning-Schmidt antyder, eller er det i virkeligheden deres strategi, som der er noget i vejen med?

Socialdemokratiet har problemer med deres brand, fordi udviklingen er løbet fra dem. Hvilke ord ejer de i hjernen og hjerterne hos den danske befolkning? Ord så som ”arbejdere” og “socialisme” dukker om, men det er ikke ord, som sælger mange billetter i dag.

I stedet prøver Socialdemokraterne i dag at signalere ”velfærd”. Det er dog op ad bakke at få gennemslagskraft på det begreb, da bl.a. Venstre også kommunikere velfærd, og der derfor ikke er nogen entydig kommunikation i mediebilledet.

Spørgsmålet er også om, hvor attraktivt “velfærd” er, hvis det lykkes for Socialdemokraterne at komme til at eje ordet. Man må dog gå udfra, at Socialdemokratiet har fået udarbejdet analyser, der viser at der er en hvis procentdel af danskerne, som prioriterer “velfærd” højt. Det er dog et noget akademisk og diffust begreb, så hvor mange er der mon egentlig, der rigtigt kan identificere sig med det?

Et andet spørgsmål er hvor populært velfærd er i forhold til de andre nøgleord, der vil kæmpes om i den kommende valgkamp. I går morges så jeg en buslangside med en reklame for socialdemokratiet. Der var et billede af Helle Thorning-Schmidt og en tekst på rød baggrund, hvor der stod “Velfærd eller” og en tekst på blå baggrund, hvor der stod “skattelettelser”. Det var underforstået, at Socialdemokraterne står for “velfærd” og Venstre for “skattelettelser”, og at Socialdemokraterne prøver at kommunikere, at “velfærd” og “skattelettelser” udelukker hinanden. Om det er rigtigt må komme an på en fortolkning, men samtidigt har Socialdemokraterne endda også meldt ud, at de er for en skattereform, der reelt set vil betyde skattestigninger.

Det virker umiddelbart, som en naturlig forlængelse af deres strategi med at satse på velfærd. Jeg tror bare ikke, at det er en klog strategi, hvis Socialdemokraterne vil være det største parti i Danmark. Og det er af en meget simpel grund. Danskerne vælger ofte med pengepungen. Se f.eks. når danskerne i supermarkedet skal vælge mellem “velfærd” i form af økologi og pengepungen i form af varer med lave priser. Markedskræfterne har vist, at det langt fra er alle dem, der siger at de vil købe økologiske produkter, som reelt set gør det.

Vil flertallet af danskere vælge “velfærd” eller “skattelettelser”?

Gemt Under Strategi //

Kommentarer: Skriv din mening!

Skriv et svar