KommunikationsCast
Jeg er lige nu ved at pakke mine sidste ting i flyttekasser. I morgen flytter jeg ud i Ørestaden. Den nye bydel i København, som i løbet af de næste par år nok skal vokse sig stor og flot
I øjeblikket bruger jeg derfor meget tid sammen med min iPod. Udover musik går tiden også med gode og indholdsrige podcasts… Nogle af de bedste er Orientering, Esmanns Verden og 60 minutes. Af den mere underholdende genre er der også De Sorte Spejdere.
Det er dog ikke dem, som jeg gerne vil fortælle dig om. Det er et podcast, der hedder KommunikationsCast.
Til min store glæde er det et ugentligt podcast om marketing, som jeg lige er stødt på. De to værter Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam fortjener stor ros for initiativet.
Det første KommunikationsCast program jeg hørte var deres nummer 25. Det havde i første omgang nogle tegn på manglende analyse, men rørte flere gode emner. Det havde lidt karakter af to personer, der mødtes og talte sammen om et par aktuelle emner, som de fandt interessante, men desværre manglede indsigt i nogle af de emner, som de talte om.
Fra nummer 29 skiftede KommunikationsCast helt karakter, og det fremstår mere professionelt. Simpelthen fordi de har udnævnt nogle “eksperter”, som de taler med, og fordi de ringer til aktuelle personer. Det betyder, at deres roller er skiftet mere til noget der ligner journalistens - med alle de fordele og ulemper som de giver.
Det virker som om, at det er et rigtigt godt podcast - og jeg ser frem til at høre med fremover. Det kunne også være interessant at vide, hvormange der egentlig hører med?
Lige en sidste ting om podcasts. Jeg ville aldrig have set et program som KommunikationsCast på TV, hvis det fik sendetid. Men som podcast er det fantastisk at kunne bruge sin tid på noget fornuftigt, mens jeg alligevel laver noget andet, som f.eks. når jeg pakker mine ting i flyttekasser.
Kommentarer: Skriv din mening!
Skriv et svar