Om markedsføring og internettet

Web 2.0 og web 3.0 - hvad er nu det for noget?

Ligesom softwareprogrammer har internettet fået versionsnumre :-) 

Jeg fik lyst til at skrive lidt om dette, da web x.0 ofte nævnes rundt omkring, men mange stadig ikke kender begreberne. Kort fortalt er web 1.0 og 2.0 vores nuværende internetteknologier, mens web 3.0 er de vi gætter på bliver fremtidens internetteknologi.

Web 1.0, 2.0, 3.0 osv. er derfor bare betegnelser til at beskrive større tendenser i funktionaliteter på internettet. Personligt, så finder jeg brugen af dem lidt pop’et. Især når de bruges i forbindelse med kurser og lignende for at overbevise folk om, at de virkelig har brug for dette kursus om ‘web 3.0′. Det er endnu værre, når man så læser et interview med en der har deltaget på et sådant kursus og vil tage det med hjem og bruge i den lokale kommune eller lignende :-) Omvendt er det positivt, at det kan være med til at skubbe udviklingen på internettet fremad!

Der er ikke nogen organisation eller person, der kan definere web x.0 endeligt, da der ikke er nogen, som har patent på begreberne, men der er i dag rimelig konsensus om, hvad web 1.0 og web 2.0 er.

Web 2.0

Tim O’Reilly og Dale Dougherty er formodentlig dem, der først fandt på begrebet web 2.0. Han mente, at der var noget, som adskilte de internetselskaber, der døde under dotcom-boblen, fra de internetselskaber der overlevede. Overleverne kaldte han web 2.0. Nogle af de bedste eksempler, som jeg bruger på at forklare forskellene på web 1.0 og 2.0 er…

  • I stedet for et leksikon, som få personer opdaterer, så har vi i web 2.0 et wikipedia, som mange opdaterer.
  • I stedet for en personlig hjemmeside, så har vi en blog, der lægger op til at du udfolder dig mere åbent, og folk kan kommentere dine indlæg.
  • På et internetside er det lige så meget brugerne, der skaber indholdet, som det er webredaktører.
  • En applikation fra en internetside kan bruges på andre internetsider, f.eks. widgets på Facebook.
  • Webapplikationer træder i stedet for desktopapplikationer, f.eks. Gmail i stedet for Microsoft outlook.

Nøgleord for web 2.0 er derfor: social, samabejde, interaktivitet. Web 1.0 bliver så defineret udfra dette og er det modsatte, dvs. mere envejskommunikation.

I dag skal enhver hjemmeside med respekt for sig selv derfor have en web 1.0 del med information fra ejeren af hjemmesiden, men det er ikke nok. Den skal udbygges med en eller flere web 2.0 funktionaliteter, som giver brugerne mere grund til at komme tilbage. Den helt store ide i web 2.0 er nemlig, at der er flere, som kommer tilbage til en hjemmeside, hvis den har et socialt element. Det er oplagt, at folk ikke gider at læse en brochure mere end en gang (hvis de overhovedet gider dette), men hvis der er en løbende diskussion om emnet blandt brugerne, så skal de nok komme tilbage.

Web 1.0 og web 2.0 er derfor mere eller mindre standard på internettet i dag. Det nye er så, at vi selvfølgelig skal se fremad. Hvilke fantastiske muligheder kan der ligge på nettet i fremtiden? Hvad bliver web 3.0… web 4.0… eller web 5.0?

Hvad er Web 3.0?

Da det er en forudsigelse af fremtidens teknologier, så er der ikke samme konsensus om dette begreb. Der er forskellige personer, der fremfører forskellige ideer, og da web 2.0 også er et meget bredt begreb, kan det også sagtens være, at web 3.0 bliver det. Indtil vi er der, vil der dog være forskellige retninger, som slås om opmærksomheden.

Den mest toneangivende tendens lige nu er Tim Berners-Lee’s tanke om det semantiske web. Tanken er at internettet vokser eksplosivt, og at vi dermed vil få endnu større problemer med at finde og sortere i al den information, som vi lige pludselig har tilgængelig. Google vil med sine nuværende metoder ikke kunne give gode søgeresultater, og der skal derfor andre former for søgning og indeksering af internettet til. Søgemaskiner og deres agenter skal derfor blive mere intelligente.

Andre mulige web 3.0 udviklinger er f.eks…

  • Det man kan kalde 3D web, som f.eks. Second Life eller en tilsvarende service kan udvikle sig til.
  • Det omsiggribende web, hvor internettet går ind i hele vores dagligliv, og er en del af alt lige fra vores tandbørste til vores sko.
  • Små og hurtige applikationer, der har alle dine informationer, altid er online, og kan tilgås fra alle steder.
  • Kom med dit eget bud :-)

En ting er dog sikkert. Det kræver rigtigt mange ressourcer i form af penge og tid, før vi ser nogen stor udbredelse af noget, som man kan kalde web 3.0. Det tager år.

Hvad er der på den anden side af web 3.0?

Da det først gik op for folk, at internettet nu blev delt op i versioner, er der mange der er kommet med mere eller mindre seriøse bud på hvad web 4.0, web 5.0, web 6.0 osv. bliver. De fleste er dog humoristiske. Nogle af de mere seriøse tanker er f.eks. at…

  • Internettet kan begynde at lære selv ved hjælp af en form for kunstig intelligens.
  • Du og alle andre er altid online, alle dine information er online og opdateres realtime. Intelligente agenter kan derfor hjælpe dig i ekstrem grad, da de ved alt om dig og dine venner osv.